Vores kvarter, mini-Indien

Kvarteret, vi bor i, hedder Little India, da det er det indiske område i byen. Det er et dejligt farverigt og livligt kvarter, nok lidt mere rodet end andre steder og knap så pænt, men det har bestemt charme.

200-300 meter fra vores kompleks ligger Mustafa Center. Her kan man få ALT. De sælger ikke levende dyr og biler (tror jeg ikke), men ellers må de stort set have det hele. Og udvalget er stort og fordelt over 5-6 etager. Alt fra medicin over et kæmpe udvalg af mad (afdelingen med ris er vel nærmest som et lille supermarked i sig selv) til boligtekstiler, bøger og magasiner, papirvarer, kunstige blomster, køkkengrej, tøj, legetøj, alt inden for elektronik, souvenirs, sportsudstyr…….. Og så er der åbent 24 timer i døgnet. Gangene mellem hylderne er smalle, og der er altid horder af tøffende indere, så man skal have tålmodigheden med sig, når man bevæger sig derind (eller komme efter midnat, fortalte en taxachauffør). Man kan ikke handle hurtigt her, for det er virkelig en labyrinter af små gange, hvor det kan være svært at finde ud igen, men det hjælper efterhånden.

Lige for at understrege hvor omfattende udvalget er, så kan man i Mustafa købe både Mariekiks i den klassiske udgave, vi kender så godt, og chokomarie-udgaven. Har endnu ikke købt dem, men sjovt er det da, at de pakker står side om side med ting så eksotiske, at man ikke ved, hvad det er 🙂

Men Mustafa er ikke det eneste sted, man kan shoppe her. Markeder findes også her i stort omfang. Her sælges mange forskellige ting, men synes boderne med traditionelle klædedragter har så smukke farver, at man bliver helt glad.

I aftes var vi ude og spise indisk her i Little India-området med en af de danske piger. Hun havde fået stedet anbefalet, som hed Banana Leaf, da deres kendetegn er, at man spiser direkte af et bananblad (fra palmen). Det var stærkt, men godt mad.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *