Tempelruinerne Angkor Wat

Fra hovedstaden Phnom Penh drog vi videre nordpå mod Siem Reap. Vi tog en luksusbus, da vi havde hørt mange historier om busforholdene her (om at være nødt til at putte benene ind i en boks, uden nogen form for støddæmpere i bussen, om opkast m.v. og om natbussen, hvor der bliver dyttet konstant). Det var også en vældig bus med internet, en sød bolle til morgenmad og film på vejen. Undervejs så vi huse langs vejen; alle af træ, blikplader og strå og alle på pæle for at skabe skygge for de par køer, de fleste havde. I Siem Reap boede vi på et dejligt roligt hotel med grøn gårdhave og pool og bar på tagterrassen. Vi brugte den første halvdel af dagene ude i tempelområdet og slappede af og gik rundt i Siem Reap den anden halvdel.

Tempelruinerne bredte sig over et kæmpe område, og vi hyrede en tuk-tuk-chauffør, som kørte os rundt. Dem var der masser af, hvor der er en lille vogn spændt bagpå en scooter, og det fungerede bare godt. Han kørte os så mellem stederne. Templerne var meget imponerende; kæmpestore og med de fineste indgraveringer overalt i de store klippeblokke. Nogle steder var der hugget elefanter ind, andre soldater og krigssituationer og andre bare fine mønstre. Ta Prohm var templet, hvor junglen er flyttet ind. De andre steder holder de træer og planter nede, men i dette har alt fået lov at gro. Selvfølgelig ødelægger træer nogle steder bygningerne, men det giver også en fed stemning af at være Indiana Jones på eventyr i et ældgammelt, forladt junglested. Det er også her, Angelina Jolie filmede Tomb Raider.
Angkor Wat er kronen på værket. Vi tog derud 5.30 for at se solen stå op bag templerne. Det var utroligt smukt. Angkor Wat er så at sige hovedtemplet og har mange smukke søjlegange og oppe på toppen fornemmer man storheden, da det må have været en fantastisk bedrift at bygge så højt dengang mellem 1100-1200 e.K.f.

Byen Siem Reap var ret turistet, da en halv million besøger templerne hvert år. Men “pub street” og de mange aftenmarkeder var også ret hyggelige, når det kom til stykket. Der var eftersigende også et lady boys-show, men vi kunne ikke rigtig beslutte os for, om det var noget, vi havde lyst til at se! Maden her var rigtig god, og vi måtte bestille bord for at komme ind og spise på en populær velgørenhedsrestaurant. Det var billig mad, men hjalp forældreløse unge mennesker ved at give arbejde til dem. Det var en schweizer, der ejede stedet, så der blev talt en del tysk med gæster.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *