Singapore

I går var det så fire uger siden, at vi landede her og trillede kufferterne ind i lejligheden. Det er gået uhyggeligt hurtigt, men vi har da også fået oplevet en masse, så tiden er udnyttet godt, skulle jeg mene. Efter en måned kender vi Singapore lidt bedre, og det er tid til en beskrivelse af byen og landet, som vi møder det.

Singapore er som en god gang sammenkogt-ret, hvor køleskabet tømmes for alle rester, hvor resultatet er rigtig godt og harmonisk, selvom ingredienserne er meget forskellige. Her er overvejende mange med kinesisk baggrund, med også med indisk, malaysisk, indonesisk, koreansk, japansk og mange andre asiatiske baggrunde. Derudover møder man på gaden også australiere, amerikanere, russere og alle former for europæere. Jeg har endda mødt én fra Maldiverne, som jo er 1 ud af bare 300.000 indbyggere, så jeg tror, alle folkeslag er repræsenteret her, og så bor her kun 5 millioner som hjemme.

På gaden ser man de slanke og små asiatere, der er utroligt høflige og hurtigt siger “sorry”, hvis man kommer til at strejfe dem. Der er indiske kvinder i traditionelle farvestrålende klædedragter, der uanset størrelse viser en stribe maveskind. Der er turister i Singapore-t-shirts og med kamera om halsen. Og arabere med fuld påklædning i den fugtige varme.

Singapore er shopping. Jeg ved det ikke med sikkerhed, men ville ikke blive overrasket, hvis Singapore var det land, der havde flest malls, altså storcentre, pr. indbygger eller pr. kvadratmeter. Hver metrostation har sit mall ovenpå og nogle gange flere, og i centrum og især på den fine shoppinggade Orchard Road ligger de side om side. Ethvert mall med respekt for sig selv er selvfølgelig på mindst 5 etager, og en af kælderetagerne er oftest fyldt med et food court, dvs. en samling af madboder, hvor de laver hver deres ret, så der er en forårsrulle-bod, en nudle-bod, en ris-med-kylling-bod, en ris-med-and-bod, en drinks-bod, en dessert-bod osv. Udover de fine malls er der mange steder markeder, hvor man kan købe billigt tøj og souvenirs.

Singapore er pæn på overfladen som Sentosa, den imponerende, men polerede forlystelsesø. Derfor er en lokal joke også, at Singapore er en “fine city” (bøde-by), da man kan få bøder for næsten alt, hvoraf nogle af lovovertrædelserne, der staffes meget hårdt, er:

  • tiggeri
  • at smide skrald på gaden
  • tyggegummi (det sviner, når det spyttes på gaden)
  • at spytte
  • at være homoseksuel
  • osv.

Med andre ord er Singapore en ordentlig bystat og tolererer ikke opførsel, der ikke er ordentlig. Men én god ting ved strenge straffe er jo, at man føler sig utrolig sikker. Lige mens jeg skriver dette, tænker jeg på, at Singapore står i skarp kontrast til det graffitihærgede område af Berlin, jeg boede i sidste sommer, hvor der er punks, stoffer, demonstrationer og besatte huse. Stoffer er naturligvis også strengt ulovligt her, hvor 10 g. giver dødsstraf.

Alt i alt er Singapore en spændende og flot by, og jeg håber blot, at vi når at se det hele.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *