Sidste uge i S’pore

Denne sidste uge i Singapore har budt på meget forskelligt! Jens har været til 4 eksamener inden for en uge og havde sin sidste fredag den første februar. I dagene op til har jeg i mellemtiden været til stand-up med Samuel her fra lejligheden og nogle af hans slovakiske venner, som har utrolig søde. Stand-up’et var også rigtig godt, og der blev især kørt på nationale stereotyper, som var sjovt, da der var rigtig mange forskellige nationaliteter. Især amerikanerne fik en tur.

Jeg har også været med Veronika på en del forskellige skybars her de sidste uger, bl.a. i onsdags, hvor vi var oppe i Marina Bay Sands’ bar på toppen (skibet). Det var en virkelig fed oplevelse – og ja, det ligner også lidt et skib deroppe med skibsplanker på gulvet.

Torsdag var jeg alene på Singapores nationalmuseum, hvor jeg så udstillinger om Singapores madkultur, mode gennem de sidste 50 år, familieliv m.m. Sidst jeg skrev om, hvordan Singapore er, fik inderne en ordentlig tur med på vejen, men der er jeg ikke meget bedre end komikerne til stand-up til at generalisere, for der er selvfølgelig også mange søde indere og positive ting at sige om dem. De er (generelt) mere udadvendte end mange af kinesisk afstamning, og når man står ved busstoppestedet og studerer sit bykort, som jeg gjorde denne aften, er der tit nogle, der kommer for at tilbyde hjælp til at finde vej, som også var tilfældet denne aften. Hjælpen kom fra en venlig ældre indisk herre, og det var pænt af ham, også selvom jeg egentligt godt vidste, hvor jeg skulle hen.

I dag har Jens og jeg været i East Coast Park og cykle. Dejligt sted med gode brede – og opdelte – cykelstier i parkanlæg helt nede ved strandkanten. Vi cyklede ud til lufthavnen, hvor “fuglene” landede og lettede over hovedet på os og tilbage igen. Skøn tur – også det at komme lidt uden for “byen”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *