Dagsarkiv: 21. december 2012

Rigtig glædelig jul

Så er det sidste minut, inden vi smutter til lufthavnen for at sende Betina afsted og vi rejser til Bali. Vi glæder os til at se en masse forskelligt på Bali de næste 4 dage og slappe fuldkomment af på Gili de næste 4, inden vi rejser hjem til Singapore den 29.!

RIGTIG GLÆDELIG JUL FRA OS BEGGE!!! 🙂

Betina på besøg i Singapore

Her er lige en lille rejsebeskrivelse fra den sidste uges tid:

TORSDAG: Betina ankom torsdag i sidste uge. Da vi er kommet godt hjem fra lufthavnen, skal vi da have dansk kringle, for Betina har næsten lige haft fødselsdag. Dertil var danske flag og servietter, tilsendt fra Danmark! Om aftenen ser vi “vores” center, hvor vi også spiser alle tre i den store food court med de mange stande med lokal mad. Til dessert får vi en crepe med nutella.

FREDAG. Vi starter med området her, som vi bor i, så den står på rundtur i Little India – først den store og travle Serangoon Road, hvor inderne har små butikker med alt muligt skrammel, dernæst Tekka Center, hvor Betina næsten gik i panik i kød- og fiskeområdet, hvor vi håndterer råvarerne lidt anderledes end derhjemme og hvor der jo virkelig stinker af dødt kød. Efter denne kulturoplevelse besøger vi Bugis Street, som er et sjovt “rodet” marked med masser af souvenirs og de lidt finere shoppingcentre ved Bugis. Da dankortene begynder at ryge, går vi videre og ser det flotte og fornemme Raffles Hotel, hvor dronning Elisabeth jo eksempelvis plejer at bo, når hun er i byen. På vejen hjem ser vi det lokale loppemarked, hvor jeg i sidste uge fandt en smuk gammel sten-drage. Til aftensmad fik vi en madpandekage i centret, inden vi mødtes med Jens for at gå i biffen og se Hobbitten. Vi så den i 3D, og den var virkelig fed.

LØRDAG. Vi står op og tager bussen til botanisk have. Her koncentrerer vi os om orkidehaven, hvor Anni får taget omkring 200 billeder af orkideer, da de alle er så smukke! Dernæst tager vi ind på “strøget”, Orchard Road, hvor vi oser lidt og spiser. Så tager vi hjem og laver konfekt af den marcipan og chokolade, som Betina har haft med til os. Vi laver aftensmad i lejligheden, kylling og pasta, og nyder en stille aften.

SØNDAG. Vi tager ud på øen, Sentosa, fra morgenen af, hvor vi er i Universal Studios næsten hele dagen. Det var en vild oplevelse for os begge. Kulisserne er super flotte, vi ser et show med special effects, og rutschebanerne er mere end imponerende. Dog får vi et ufrivilligt break midt på dagen, da himlen åbner sig på vid gab, og vi bare må vente på, at regnen holder op. Bagefter tager vi ned på Siloso Beach, hvor vi sidder og nyder en iskold cola på en strandrestaurant. Så kører vi i Vivo City, som er et kæmpe shoppingcenter, hvor vi mødes og spiser med Veronika, inden hun dagen efter rejser hjem til Sverige på juleferie.

MANDAG. Mandag besøger vi Singapore Zoo. Jeg har læst flere steder, at den er en fantastisk zoo og sandsynligvis verdens bedste. Den lever virkelig også op til forventningerne – dyrene går meget frit, der er ingen bure, kun naturlige “forhindringer” (og så lige lidt glas ind til tigrene og løverne), så omgivelserne virker meget ægte. Regnskoven er jo også ægte, og dyrene går tit helt tæt på. Vi ser også søløveshow – meget imponerende. Om aftenen er vi på natsafari. En separat park, hvor man ser alle natdyrene. Først kører vi rundt med tog og går dernæst rundt i den stille, sorte regnskov og lytter til dyrelydene. Flagremus basker om ørene og løverne og elefanterne er aktive. Vi møder tilfældigvis to danskere fra komplekset, så vi deler en taxa hjem sammen.

TIRSDAG. Så tager vi ud på Sentosa-øen igen, da vi vil i Underwater World. VI har sat vores næse op efter et fedt delfinshow, men det bliver desværre aflyst pga regn!!! Stor skuffelse, så vi tager hjem og går i Mustafa-centret i stedet, hvor vi køber en billig kabinekuffert, som vi skal bruge til juleferien. Om aftenen tager vi alle tre ind og spiser på en rigtigt god restaurant inde i midtbyen, hvor Jens og jeg har været før. Sjovt nok genkender tjeneren os og synes, det er fedt, at vi kommer igen. Så ser vi julelys på “strøget” og hører julekor.

ONSDAG. Vi starter i Chinatown, hvor vi shopper souvenirs og får pruttet os til nogle gode priser. Dernæst går vi til Clarke Quay, som dog virker dødt, da der lige har været en skylle. Vi går ned til Marina Bay-området, hvor vi beundrer Merlion (den store fisk med dragehoved – Singapores den lille havfrue) sammen med en horde af andre turister. Jeg får lokket Betina til at prøve vores gode sushi-sted og også her bliver vi genkendt af personalet. Så besøger vi Gardens By The Bay – de kalder den den moderne botaniske have – og det virker rigtigt nok. Utroligt grønt og velplejet sted og flot med futuristiske tårne, som ligner træer, med planter på siden. Mørket falder på og der kommer lys i dem. Så ser vi lys- og vandshowet ved Marina Bay Sands-hotellet (det med skibet på toppen), oser i det fine og dyre center herunder, inden vi tager hjem til Jens og nyder mors småkager, inden vi smutter i seng.

TORSDAG. Vi står rimelig tidligt op og følges med Jens på hans skolebus. Han skal i skole og fremlægge, så han er en smule nervøs 🙂 Vi står af ved MacRitchies naturreservat i bragendes solskin. Det bliver en flot, men hed tur igennem regnskoven. Turen over hængebroen er de 6-8 km værd er vi enige om. Vi spiser stærk mad, inden vi tager bussen hjem igen. Undervejs er vi ved at falde i søvn, men det var også lidt af en gåtur 🙂 Vi slapper af og laver mad til aften, og om aftenen tager vi til Helipad Party på 74. etage og nyder udsigten over byen. Betina er heldigvis imponeret 🙂 Vi kommer i snak med en masse sjove singaporeanere.

FREDAG. Vi sover -ahhhh- og pakker 🙂 Vi får sidste kulturelle oplevelse, da vi spiser på saksen til middag 🙂 Det er jo ikke den fineste restaurant, men maden er god! Det har generelt været en rigtig skøn uge med masser af gode oplevelser. Da vi har taget 1300 billeder (hvordan er det sket????) får I bare lige nogle enkelte udvalgte fotos 🙂